I en af de gamle foreningsprotokoller kan vi læse følgende: ”Krabasken – Vestsjællands Dramatiske Forening dannes den 17. marts – uden fast tilholdssted. 8 medlemmer.” Det var i 1972, og Krabaskenstartede dermed virkelig i det små. Stifterne har ikke længere deres gang i Krabasken. En af dem var Preben West Thomsen alias Pjevs, vores første og mangeårige formand, der døde for få år siden. Han ville sikkert have kunnet fortælle mange spændende historier om Krabaskens første år, men det kan Jytte Horn også. Hun deltog som æresmedlem i vores store 50 års jubilæumsfest sidste år, og her er noget af Jyttes fortælling. En spændende fortælling om initiativlyst og pionerånd: ”Historien startede allerede i 1971, da Sludstrup Idrætsforening under ledelse af Åse og Egon satte stykket Hans onsdagsveninde op. Her spillede Svend Erik Petersen, Gurli Nielsen og Pjevs med. Gerhard Haupt, der var ansat hos Pjevs, havde en kontakt på Bornholm, hvor vi opførte forestillingen. Her blev ideen og lysten til at prøve selv født. Den 17. marts 1972 blev foreningen stiftet hjemme hos Svend Erik og mig i Skørpinge. De første medlemmer var: Preben West Thomsen (formand), Jytte Horn (næstformand), Gurli Nielsen (kasserer), Svend Erik Petersen, Gert Nielsen, Gerhard Haupt, Annelise Thomsen, Kaj.” Jytte kan ikke huske Kajs efternavn, men det skal være hende tilgivet. Hun fortsætter sin spændende historie: ”Vi startede med at indstudere Tre mænd i sneen (af den tyske forfatter og dramatiker Erich Kästner. Vi brugte forskellige hjem og en lokal skole. Vi nåede første akt, da Pjevs havde fundet tapetfabrikken (det nuværende Slagelse Museum) og havde fået en aftale med kommunen om, at vi måtte bruge, så vi opgav stykket for at bruge kræfterne på at få stedet sat i stand. Det var med lamper lavet af kaffedåser fra Pjevs´ kantine, og i det hele taget var der meget hjemmelavet. Blandt andet havde vi en elektrikerlærling, der lavede alt det elektriske. Det var sådan, at når vi tændte for kaffemaskinen lige før pausen, gik lyset ud på scenen. Senere fik vi en stor bøde af elværket på grund af farlige installationer. Det vil sige: Pjevs måtte stå som skyldig, da den unge mand ikke havde taget sin eksamen. Samtidig med dette startede vi Holbergs Pernilles korte frøkenstand inspireret af Frode Westergard, Saxild, der med sin teatergruppe fra Odder spillede Jeppe på Bjerget. Vist nok på Frederikshøj? Kontakten til Frode skete gennem Pjevs. De kendte hinanden forretningsmæssigt. Pernille korte frøkenstand turnerede også rundt. Vi spillede både udendørs og indendørs i forskellige forsamlingshuse. Vi drog ud med en lille lastbil med kulisser, tøj med mere, og vi kørte selv med børn, hunde og madpakker…”